Piano:

Pianister er intuelle og vidende. De har studeret musikteori, harmonilære, komposition, og al den slags på universitetet.
De fleste lider af lavt selvværd og dermed følgende anfægtelser. De er som regal skaldede. De menes at burde have store hænder, men har det som regel ikke. De droppede ud af samfundet som teen-agere. Efter jobbet går de hjem og leger med tinsoldater.
Pianinster har et specielt had-kærlighedsforhold til sangere.
Dybest set er de en bande elefant-gebis-befamlere.
Hvis du prøver at tale med en pianist i pausen, nedlader han sig gerne.

Bas:

Bassister er ikke specielt kløgtige. De bedste af dem lever med denne begrænsning ved at spille simple baslinier, og sjældent soli.
På gode dage vil en bassist hive hårdt i strengene og grynte som et dyr. Bassister er kraftigt bygget, med poter i stedet for hænder, og de står altid akavet foroverbøjet. Hvis du prøver at tale med en bassist i pausen, er det svært at være sikker på om han lytter.

Trommer:

Trommeslagere er nogle ballademagere. Personlighedsmæssigt varierer de en del, men extreme er de uden undtagelse.
En trommeslager kan være den morsomste person på kloden, eller den mest psykotiske, eller mest ildelugtende.
Trommeslagere er kronisk utrygge på grund af alle de mange vitser om dem, hvilke har rod i den kendsgerning at de ikke er rigtige musikere. Pianister er specielt gode til at hyle trommeslagere ud af den. De fleste trmmeslagere er skruphysteriske; når de bliver ophidsede, spiller de højere. Hvis du absolut skal tale med en trommeslager i pausen, sørg for ikke at bevæge dig
hen mod ham bagfra.

Sax:

Saxofonister tror de er de vigtigste personer på scenen. I konsekvens heraf er de  temperamentsfulde og besiddende.
De kender alle Coltrane's og Bird's fraser, men har deres egen sound, en blanding af Coltrane og Bird.
De holder sig nogle gebommerligt lange soli, som kulminerer omtrent midt i, og så ikke stopper. De øver stille, men hørbart, mens andre folk prøver at spille. De er besatte. Saxofonister sover med deres instrumenter, glemmer at gå i brusebad, og er arrige.
Hvis du taler med en saxofonist i pausen, er du nødsaget til at høre på en masse bavl om hans rør.

Trompet:

Trompetister er image-bevidste og har en højrøvet gang. De har som regel haft en spektakulær fodboldkarriere i deres ungdom.
De er gode til at nedlægge kvinder, på trods af de mærkelige slidmærker på læberne. Mange af dem synger; folk der ikke har forstand på det har det så med at sammenligne dem med enten Louis Armstrong eller Chet Baker, alt efter om de er sorte eller hvide.
Hvis du har held til at ankomme tidligt på aftenen, kan du nole gange overvære den specielle trompet-hetz.
Reglerne er: Spil så højt og så kraftigt som muligt. Vinderen er den der spiller højest og kraftigst.
Hvis du taler med en trompetist i pausen, vil han muligvis tilstå sin beundring for Maynard Ferguson, den højeste og kraftigst spillende af alle.

Guitar:

Jazz-guitarister er aldrig særlig glade. Inderset inde ville de helst have været rock-stjerner, men toget er kørt, og de er gamle og fede.
Som kompensation er de langhårede, lurer på groupies, drikker som svin, og spiller for højt. Guitarister hader pianister fordi de kan spille ti toner på en gang, en guitaristerne kompenserer ved at spille så hurtigt som muligt. Jo fuldere en guitarist bliver, jo mere båler han op for forstærkeren (dette gælder også violinister). Så begynder trommeslageren at slå hårdere, og trompetisten finder sit Maynard Ferguson-repertoire frem. Pludselig bryder saxofonistens verdensbillede sammen, fordi han ikke længere er den mest
betydningsfulde spiller på scenen. Han pakker sammen, ødelægger sit bedste rør i skyndingen, og drøner ud af lokalet.
Pianisten kæmper mod et latteranfald. Hvis du taler med guitaristen i pausen, vil han stille dig underlige spørgsmål om din 14-årige søster.

Vokal:

Vokalister er nogle af jazz-gudens sælsomste påfund. De er kun med for at undersøge hvor meget orkestret kan tage inden det bryder
sammen. De hører ikke til i jazz-verdenen, men kommer anstigende alligevel.
Et eksempel: En ung dame spille småroller i universitetets revy. En skønne dag er der en tonedøv skolebladsmører der i en anmeldelse
beskriver hende som "...jazzy" Voila! En stjerne er født! På rekordtid lærer hun "My Funny Valentine", "Summertime" og "Route 66"
Efter dette intensive træningsforløb, går hun i gang med en karriere som musikalsk terrorist. Musikere flygter fra scenerne når hun nærmer sig. Dem der er nødt til at blive tilbage får et slemt tilfælde af "the blues". Vokalisten vil prøve at forføre dig – med samt det øvrige publikum - ved at få øjenkontakt, bemærke din tilstedeværelse, endda tale til dig mellem numrene.
FALD IKKE I DENNE FÆLDE!! Kig væk, læg en tydelig distance. Ellers vil musikerne sky dig som pesten i pausen.
Og skulle du ligefrem være så dum at tale med en vokalist i pausen, vil hun præsentere dig for sin "manager".

Basun:

Basunen er kendt for sin klagende, stemme-lignende klang. "Hør dog nu her", synes den at sige i det mandlige tenorleje, "hvorfor er der dog ingen der har lyst til at hyre mig til et job?" Basunister kan lide at spille hurtigt, fordi deres toner flyder ind i hinanden, og bliver derved utilgængelige for kritik. De fleste basunister har en fortid som trompetister, men har så på et tidspunkt besluttet at de gerne ville af med det skæmmende hak i læberne. Nu hader de trompetisterne, der på en eller anden måde er i stand til at score alle damerne på trods af vansiringen.
Basunister er som regel høje og tynde, med triste ansigtsudtryk. De spiser ikke meget. De er nødt til at være meget venlige, fordi ingen i virkeligheden har brug for basunister. Hvis du taler med en basunist ti pausen, vil han forsøge at slå dig for et job, sælge dig forsikringspolicer, eller tilbyde dig at slå din græsplæne.